Ydelser

Hvad udfører vi?

I klinikken foretages undersøgelse og operativ behandling af plastikkirurgiske lidelser i hud og underhud.
Vores hyppigste behandling er vurdering og operativ fjernelse af modermærker for at udelukke modermærkekræft eller forstadier hertil. 
Nogle godartede modermærker kan fjernes ved væsentlige gener f.eks. ved barberlæsioner eller irritation fra tøj.

Basalcellecarcinom
Mange danskere rammes i disse år af den fredelige form for hudkræft, basalcellecarcinom (BCC) eller forstadier til hudkræft.  
I modsætning til modermærkekræft, der er en meget mørk nærmest sort plet, er BCC oftest en lille, rødligbleg knude med sår eller en skorpe. Fælles for disse er, at de sjældent bliver livstruende, og hvis de behandles effektivt i tide, bliver man rask.
Behandlingen er oftest operativ fjernelse, men andre behandlinger kan også anvendes. På klinikken færdigbehandles hvert år flere hundrede patienter med de fredelige former for hudkræft. Desværre ses ofte nye elementer hos den samme patient, så mange vil blive tilbudt kontrol selv efter effektiv behandling.

Ardannelser
Klinikken behandler også ardannelser. Vi vil gerne vurdere friske ar hurtigt efter skaden, men i de fleste tilfælde udskydes operativ korrektion i op til 6 måneder, da dette ofte giver bedrer slutresultatet. 

Fedt- og talgknuder
Kirurgiske hudlidelser som fedt- og talgknuder i ansigtet opereres oftest med næsten usynligt slutresultat.

Brandsår
Speciallæge Peter A. Siemssen har lang erfaring med brandsårsbehandling, og klinikken kan være behjælpelig med ambulant behandling af mindre brandsår, eller vurdering af følger efter ophelede brandsår.

Øjenlågskirurgi
I mindre omfang udføres også fjernelse af overflødig hud på øvre øjenlåg. Det kan udføres som en offentligt betalt ydelse, men der er klare regler for, i hvilke tilfælde vi kan hjælpe, og i hvilke tilfælde man evt. må søge privat kosmetisk behandling. Generelt kræves at øjenspalten er betydeligt afsmalnet, og at øjenlågshuden hviler på øjenvipperne i hele øjenlågets bredde.

Vi foretager ikke kosmetisk plastikkirurgi
Vi foretager ingen former for privat kosmetisk plastikkirurgi, dvs. brystoperationer, fedtsugninger eller lignende, og således heller ikke øjenlågsoperationer mod privat betaling.  
Dette gælder også fjernelse af modermærker eller svulster i hud og underhud, der kun fjernes efter henvisning fra praktiserende læge eller hudlæge, eller gruppe 2-sikrede men ikke på private sundhedsforsikringer eller egenbetaling.

Liste

Udredning for:

  • Basalcellecarcinom
  • Ardannelser
  • Fedt- og talgknuder
  • Brandsår
  • Øjenlågskirurgi

Bemærk: Ingen kosmetisk kirurgi